Familietræf

Pladsmæssigt set er bacon et produkt, der prioriteres højt i ASDA

Chère voisine!

Eller, det vil sige - man bør vel ikke længere tiltale dig på fransk, nu hvor du er en hjemvendt og måske endda lidt de-frankofiliseret kvinde? Jeg selv klarer mig stadig på engelsk, men glæder mig også til at vende tilbage til den trods alt mere letflydende mother tongue.

Det har heldigvis været muligt at få en lille forsmag på disse glæder de sidste par uger, da den London-eksilerede del af familien Skou Pedersen-Ejbye-Ernst (=mig, min fætter Peter og min kusine Johanne) har haft besøg af Ditte, den kusine i den søskendeflok. Ditte, Peter og jeg har udnyttet tiden til intensivt familiesamvær, derfor også den larmende stilhed i blog-universet. Peter bor i øst-kvarteret Bethnal Green (befolkning: 1/3 Bangladeshi og givetvis 1/3 kunst-hipsters), og det har bragt os på mange udflugter til alle de fantastiske områder, der ligger i gåafstand fra hans hjem. Så kan man godt ærgre sig lidt over at alt ligger mindst 30 min væk fra Greenwich!

Vi har shoppet på markedscrawl, hvor Ditte og jeg bl.a. fandt en vintage buksedragt, der bortset fra baggrundsfarven var fuldkommen identisk med den, jeg købte på Brick Lane, da Lise og Liv var på besøg. Og som om det ikke var morsomt nok, så havde jeg mit eksemplar på! Ditte måtte selvfølgelig prøve den, og sælgerdamen bad begejstret om at få et billede af os til sin blog. Denne blog bliver dog den første til at offentliggøre denne guld-shot:

Og så har vi haft en mængde sjove byture, som måske ikke har været vellykkede i traditionel forstand, men som har bragt os på mange underholdende afveje. F.eks. har vi afprøvet baren The Russian, som har åbent hele natten, og som i Peters præsentation (han havde aldrig været der) lød som en meget snusket bodega for den russiske mafia. Da der ikke var andre valg gik vi alligevel derhen og det viste sig at være, om ikke trendy, så i hvert fald danseagtigt - der var UV-lys og det hele. Til lejligheden tog vi en russisk identitet, men da lidt svært at opretholde illusionen med et ordforråd, der kun indbefattede "Da" "Niet" og "Spasiba".

Mit russiske look

Inspireret af markedsfundet fandt vi på at næste bytur skulle have buksedragts-tema, så vi iklædte os hver vores heldragt, og tog på bar hopping. Denne turs højdepunkt var uden tvivl da vi fulgte efter en kæde af piger, der sang "I'm Every Woman", og havnede til en reception for Nike, hvor vi absolut ikke var velkomne, men det fandt vi først ud af efter vi havde stået i en gruppe og sunget sangen med kameraer oppe i ansigtet (de fik et godt close-up af denimklædte Peter, der altså tilsyneladende var enhver kvinde...). Senere byture bragte os bl.a. i selskab med den lyselilla ballon Cristobella Lolita og på vildspor i Mile End under et Pimm's-delirium (familien er ligeså begejstret som jeg), men de historier kan jeg fortælle en anden god gang.

Denne mand forsøger at tage et billede af os, men har vendt kameraet forkert, og tager dette selvportræt som vi samtidig kan se på kameraets skærm. Et fuldstændig uforligneligt øjeblik.

Det lykkedes ham dog i andet forsøg.

Morgenmadsglæde

Glædesmorgenmad

Cristobella Lolita

Naturligvis har vi ikke svælget i alkohol hele tiden, men også mænget os lidt med det finere London under indtagelse af søde sager: Ditte og jeg afprøvede husets afternoon tea i Orangeriet i Kensington Gardens til stor tilfredshed (vi følte os ikke helt rige nok blandt Englands svar på Gossip Girl's karakterer) og alle tre fortærede vi kæmpe flødeskumskager i det ungarske konditori Louis i Hampstead, som er meget, meget hyggeligt og ikke alt for dyrt. Kagerne er dog heller ikke alle helt så lækre som de er flotte og overdådige.

Man kan forestille sig at de har valgt at dække denne ungarske treat med glasur for at skjule dens skuffende tørre indre.

Da d. 16. juni er Peters fødselsdag fik vi de sidste dage af Dittes besøg selskab af min faster og onkel, så familiehyggen ville ingen ende tage. På fødselsdagsbarnets anmodning var vi onsdag på udflugt til den gejlede forlystelsespark Thorpe Park syd for London. Efter en ubehagelig tur i Tivoli Frihedens rutsjebane for mange år siden har jeg sat en stopper for min karriere som kunde til vilde forlystelser, men jeg klarede jobbet som taskeholder godt, hvis jeg selv skal sige det. Alt tyder på at jeg bliver en god bedstemor. Meeen jeg prøvede selvfølgelig enkelte ting: det lille tog der kørte rundt i ring, bananbåden (mini-vikingeskib), vandrutsjebanen og de muselmalede tekopper (en klassiker). Blot en skam at der var en fast entrépris på £38 (!!!), uanset om man ville prøve noget eller ej.

Mit værste mareridt! (AKA "STEALTH")

Forestil dig at dette scenarie ledsages af en forvrænget højtalerstemme (eller en mand, der taler ned i en spand, hvis du spørger min faster) der uden ende hævder at "There is NO WAY OUT, there IS no way out!!!" - en anelse utroværdigt?

Ditte og Peter var meget tilfredse med udvalget af vilde rutsjebaner, og jeg har da også stor respekt for deres nerver og vovemod (allermest dog for min faster som efter en tur i rutsjebanen med navnet "NEMESIS INFERNO" roligt roste den for at være "meget behagelig"). Imidlertid forstår jeg ikke, hvorfor parkdesignerne fandt det nødvendigt nogle steder at underbygge angst-stemningen med dramatisk musik a la Indiana Jones, og andre steder at illudere et overskruet tegneserieagtigt Caribien med hysterisk calypsomusik og enerverende højtalerstemmer. Dette altså som soundtrack til en grotesk og demonstrativt falsk verden af pseudowesternlandsbyer og fifties diners, der solgte "funny hotdogs". Gerne altsammen med et (falsk) slidt look, skabt ved at plette samtlige bygninger med en rustrød farve. Et studie i det postmoderne, simpelthen.

Baudrillards feriefoto

Både ud og hjem fulgtes vi i toget med hattebeklædte deltagere til Royal Ascot Races. Det var rigtig sjov at se, hvor meget de havde gjort ud af deres demonstrativt rige looks. Her et paparazzi-foto af en dame, der har fået nok af sine høje hæle...

Genial manipulering af statusskiltet på Cutty Sark Station

("Good service to all destinations")

xo!

På toppen

Kære nabo

Næste del af føljetonen om hvad jeg har lavet i juni handler om et par dage, hvor solen skinnede, og vi havde mange planer. Den ene dag havde vi planlagt at besøge Royal Courts of Justice, efter et tip fra de jurastuderende franskmænd om at man her kunne få lov at opleve en retssag med parykklædte jurister og det hele. Det var for fjollet til at vi ville gå glip af det, så efter en hyggelig picnic i St. James's Park, hvor vi bl.a. mødte en caribisk mand, der lavede is på en gammeldags ismaskine, tog vi til retsbygningen. Tasker blev scannet og gennemsøgt, og sikkerhedsvagterne lavede alverdens vitser om fængsler og dem selv, men trods dette build-up var det et fælt antiklimaks der ventede os: dommerne var sgu på skoleferie! Eller rettere, børnene har fri for skole, det har dommerne også. Ingen retssager altså, og ingen parykker. Øv. Istedet tog vi så på Somerset House og så en fin lille galleriudstilling med megen fransk impressionisme (allestednærværende, forekommer det mig) o.a. og bedst af alt var det, da vi hoppede rundt i springvandene i gården og solede (bagte) op ad væggen ind til gården lukkede og damer i høje hæler venligst smed os ud. Dejlig dag. Om aftenen mødte jeg fætter Peter og kusine Ditte (som er på besøg til d. 17.!) i Peters lejlighed i Bethnal Green - og det blev dagen jo ikke mindre dejlig af.

Den anden dag, jeg gerne vil fortælle om, var næste dag, hvor Kristýna havde fået øjnene op for et interessant teaterstykke på Soho Theatre, Must med Peggy Shaw, som vi andre lod os lokke med til. Der var vist ikke entydig tilfredshed med stykket, men som den litterat, jeg tydeligvis er, var jeg fascineret af monolog-møder-jazz-formen i forestillingen, hvor den kønsforvirrende dame talte poetisk om sin liv og sin krop mens mikroskopiske nærbilleder af noget biologisk blev projiceret op bag hende.

Islatte og karamelvaffel på Soho Square

Vi fordøjede al den avantgarde med en islatte (!), og Anja og jeg besluttede, at tiden var kommet til at skeje helt ud på turistsiden: London Eye, verdens langsommeste forlystelse ved breden af Themsen - og meget muligt den dyreste til £18 - skulle overstås for en livstid. Her taler billeder vist bedst!

Øjet så stort som et pariserhjul

Going up!

Toppen! Mor, det er vel trods alt værre end ballongyngerne?

Selv jeg måtte konstatere en lille angstknude i maven.

Selvom jeg forsøger at se fattet ud!

Ah! England!

Jeg er siden blevet mindet om at Ditte og jeg for ti år siden svor aldrig at prøve London Eye. Det havde jeg i mit turistede delirium desværre glemt igen. Beklager.

Curry og forsvundne flatmates

Kære Kanalnabo

Jeg lovede jo at fortælle om karryfestivalen på Brick Lane - så det vil jeg gøre. Og for at ophæve den skændsel, at der er nul indlæg for juni, vil jeg opdatere omkring mit liv i en række indlæg i stedet for et uoverskueligt langt. Så kan man fordøje de mange spændende indtryk i bidder.

Men altså, karryfestival. Som det måske er nogle bekendt er området i Østlondon, hvor Brick Lane ligger befolket af så stor en procentdel folk fra Bangladesh, at det nu simpelthen går under navnet Banglatown. Når man går ned af den smalle gade er det da også lidt ligesom at befinde sig i Asien: konstant mødes man af tilråb fra alle sider - "Miss you like curry?" "Curry curry curry". Der er altså mange muligheder for at få curry på Brick Lane, og den dag vi kom skulle være afslutningen på en særlig festival for lækker indisk mad. Derfor skulle vi naturligvis have curry. Maja, hendes flatmate Max og jeg lod os derfor overtale af en af de råbende Bangladeshi/indere (hvad ved jeg egentlig) til at vælge hans restaurant. Den så godt nok ikke så festivalagtig ud, så vi spurgte ham om vi havde misset festivitas'en, men han sagde 'nej nej', kom nu ind. Så spiste vi hans pappadums og hans sovsede lammeretter, og det var såmænd umiddelbart udmærket.

Lækker, men skæbnesvanger mad

Den falske curry

Men da vi gik videre efter måltidet fandt vi dog ud af, at vi havde begået en stor fejl: blot et par 100 meter længere nede af gaden fandt vi selvfølgelig den rigtige curryfestival, hvor man kunne smage sig til den bedste korma-sovs (og erhverve sig en portion for blot £4) til lyden af et lækkert jazzband. Øv!

Den ægte curryfestival

Verdens sejeste mand

Heldigvis kunne vi jo drukne vores sorger i en Cobraøl og nyde stemningen, men vi ærgrede os alle lidt (senere skulle min ærgrelse blive særligt stor: næste morgen var jeg sengeliggende med hvad jeg formoder var en curry-induceret mavepine). Mens vi stod i baren og købte os denne drik, sagde Max, at han ville gå udenfor og vente på os. To minutter senere kom vi ud: Max var væk. Vi ledte i Curryfestivalen, vi ledte oppe og nede ad Brick Lane. Ingen Max! Og ingen havde hans nummer, så der var ikke så meget at gøre andet end at hænge ud og gætte på at han stille var listet af (det var lyst så vi var ikke rigtig nervøse). Kristyna og Anja stødte så til, og vi havde en hyggelig aften i dette mit yndlingsområde, og da vi var på vej til stationen for at tage hjem ringede Max endelig: han var faret vild (!!!!) og først kommet hjem mange timer senere for blot at opdage at han ikke havde nøglen til døren. Den havde kun Maja, så det var noget af en knibe, og en anelse pinligt at vi var kommet til at spise resten af hans curry, som Maja havde båret rundt på.

Næste etape kommer inden længe!

Til fest hos Chuck Bass

Ja okay, nabo, du behøver ikke blive alt for misundelig, for jeg har desværre (endnu) ikke mødt forføreren fra Upper East Side (som i virkeligheden er britisk indiefyr), men man skulle tro han havde haft en finger med i spillet i arrangementet af en af weekendens London-begivenheder. "Jeg må sige at du optrapper begivenhedskvoten nu du har ferie", sagde Lise i går i en skype-chat-session, og det er svært ikke at give hende ret. Det kan vist også mærkes på blogtallet! Her altså weekendens nyheder, og de er af den aparte slags.

I hvert fald fredagens udflugt skiller sig ud. I lang tid havde Maja og jeg overvejet, om vi skulle tage til Masked Ball hos tidligere omtalte dekadente Last Tuesday Society. Det var lidt dyrt, syntes vi (£20), og så havde vi hørt rygter om at det var måske lidt for dekadent. Heldigvis tog vi dog chancen, og selv Anja lod sig overtale. Denne beslutning tog vi imidlertid først samme fredag, så pludselig gjaldt det om at improvisere en maske hurtigst muligt. I poundshoppen i Stratford Shopping Centre købte Maja tre glitrende elastikhårbånd, og dem klippede vi så øjenhuller i. Da vi trumfede med nogle overskæg, som Maja havde liggende, lignende vi mest af alt en forsamling homoseksuelle indbrudstyve. Men det look er uden tvivl også på vej back in style.

Gay Burglars

Festen foregik under London Bridge, og da vi stod i kø under hvælvingen måtte vi sande, at vi nok tog prisen for den mest kiksede maske - og uden tvivl den billigste. Det ene outfit var mere vildt end det andet - f.eks. så vi en mand, der var malet helt guld og adskillige livagtige dyremasker. De, der stod i kø til gæsteliste, blev trakteret med glaserede æbler af en farverig klovn (men ikke os, øv). Inden man fik lov at komme ind, skulle man gennem en metaldetektor, og ens taske skulle gennemsøges. Og så var der ellers dekadence for alle pengene. Et kort viste vej rundt i det labyrintiske virvar af rum med forskellige temaer. I det første rum spillet et balkanagtigt band, og i det næste var der kæmpe oste/muffinsbord, hvor nøgne mænd og kvinder slængede sig og lod sig fotografere. Dekadencens mærker havde allerede indfundet sig: gulvet var foruroligende glat, og osten var stedvis smurt ud på dugen. I samme rum kunne man få taget sit foto til The Mad Hatter's Tea Party, umiddelbart en oplagt idé for mig efter den efterhånden uhyggelige tendens til at man forveksler mig med Alice i Eventyrland. £10 for et billede var dog lige skrapt nok! Det følgende rum var en slags markedsplads med skydetelt og en af de der rodeotingester, hvor man skal ride på en vild hest/tyr - eller i dette tilfælde en pikant udseende dame (vi prøvede ikke). Så kom man til endnu et koncertrum, hvorfra man kunne bevæge sig til en biograf, der tilsyneladende viste Bergmans "Det Syvende Segl". Og der var gratis popcorn! Altså, hvis man lige glemmer prisen for billetten...

Dekadent ostebord.

Jeg er ikke sikker på, om de ikke havde valgt enkelte halvrådne

grønsager for lige som at give den helt rigtige stemning af nature morte.

Længe ledte vi efter indgangen til de sidste tre rum, og heldigvis fandt vi den til sidste bagest i det første koncertlokale: et loungeagtigt sted ledte til en tegnestue, hvor der var papir og tusser og en mand i underbukser på en sofa som agerede model. Det sidste rum var på toppen af dekadencelisten: jacuzzi, eller i hvert fald badekar, i et grønt lys, der fik alle mine billeder derfra til at se ud som om, de kommer lige ud af absinthtågen. Her smed gæster frejdigt så mange klude som de nu ville og hoppede i vandet. Friskt. En enkelt pige benyttede lejligheden til at performe en pikant dans i undertøj.

Absinthbadet

Anjas tegning.

Vild maske...

...Endnu vildere kostume

Billige, faldefærdige masker

Da vi vendte tilbage fra disse hemmelige rum, var ostebordet nået til sit næste stadie: madkamp. Under hujen, skrigen og dansen på bordene kastede maskerede folk med bløde klatter af roquefort og frugt eller spillede bold med medtagne kålhoveder. Nu skulle man virkelig koncentrere sig for ikke at glide i gulvsovsen - endsige for at undgå at få mugost i øjet. Køerne til baren var det meste af aftenen uoverskueligt lange, så vi fik kun en enkelt drink, og følte os derfor mest som interesserede observatorer til løssluppenhed, men det var også nok så godt. Trætheden rørte os heller ikke, og da festen sluttede kl. 4 bevægede vi os ud i det den tidlige morgen og betragtede altid pittoreske Tower Bridge i den tilnærmelsesvise dæmring. En særlig stemning.

Madkamp som jeg aldrig har oplevet det før!

Peter Plys gennemgik en for aftenen symptomatisk udvikling. Se bare her, før -

- og efter (i det mindste smiler han stadig)

Næste dag sov jeg af gode grunde til kl. 13, og tog nogle timer senere DLR'en for at besøge min fætter Peter på den café, hvor han arbejder. Det viste sig at den lå cirka midt i ingenting, eller rettere sagt midt i en byggeplads, i det område, hvor de bygger det olympiske stadion til 2012. En overraskende placering, altså, men også meget charmerende. Da jeg havde drukket en kop te og Peter havde vasket gulvet, rejste vi videre til Camden for at besøge Johanne, Peters storesøster, som bor der. Her lavede vi Chili con Carne og så (et noget tamt) Melodi Grand Prix. Der var et øjeblik i starten af stemmeafgivningen, hvor vi troede fast på at Danmark ville vinde, og trods vores mangel på begejstring for sangen håbede på en sejr. Men nej. Til gengæld kom United Kingdom på sidstepladsen, godt klaret.

Søndag var Maja og jeg på en mindre udflugt til Natural History Museum, som er fantastisk, men vi havde valgt den dummeste dag, for køen var alenlang og museet proppet, og som om det ikke var nok, var det godt vejr og derfor alt for varmt til at kigge på sten og udstoppede fugle. Vi har derfor lovet os selv at komme tilbage en anden dag (det simulerede jordskælv nåede vi dog bl.a.).

Fantastisk firsergrafik på Natural History Museum.

Smukt.

Kolibrifest.

Jeg vender snart tilbage med beretninger om Curryfestival og kortfilm i Brick Lane (aftenens plan).

Kys til dig, min nabo.

Le spleen de Paris + Kellys Pool Party

Kære nabo!

Nu er det jo adskillige uger siden at jeg vendte hjem efter den skønne udflugt til den anden side kanalen, og jeg er langsomt ved at blive normal igen efter både heftige jetlags og det dobbelte kulturchok, som al denne rejsen frem og tilbage gav anledning til - først ved min ankomst til London, og siden ved min tilbagekomst til Paris. Man vænnede sig jo så hurtigt til den gode, venlige stemning i både den londonske tube og i supermarkederne. Selvom det var lidt grænseoverskridende, da kassemanden i Asda ikke blot sagde ”hello”, men også pludselig begyndte at konversere! Meget suspekt, når man efter 4 måneder har vænnet sig til de åndsforladte og livstrætte damer i Franprix, der, hvis man er heldig, kigger på én med foragt og siger ”Bonsoir”, inden hun på apatisk vis smider alle ens varer i en stor bunke for enden af båndet. Men jeg er altså mig selv igen, og vrisser arrigt ”pardon”, når jeg maser mig frem i metroen, og alle er indforståede med, at det ikke betyder ”undskyld”, men snarere ”så flyt dig dog, for ind i helvede”. For så vidt er det nok meget godt, at jeg om bare tre uger igen vender tilbage til Danmark. Ak ja, hvor det halve år gik hurtigt.

Maria og Louise shopper ugler!

Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke købte dette dekorative Kafka-billede i skifteramme...

Når jeg har været så beklageligt fraværende, skyldes det først og fremmest, at jeg har haft travlt med kedelige eksamener og LOL efter-skole-projekter – vi har indkøbt pastis-glas og polyesterskjorter på loppemarkeder, worket ud til vores nye aerobic-dvd, som vi fik i en boks med såkaldt fitness-morgenmad fra Nestlé (for 3 euro blev man jo nødt til at prøve den...), været på picnics i parkerne og langs Seinen med rosévin og usandsynlige mængder ost. Og apropos ost, er der godt nyt! Først og fremmest har vi haft held til at få fingrene i de første to numre af det helt nye og fantastiske månedsmagasin om ost: Fromage Gourmand! Og hvilket magasin! Lad mig citere Louise: ”Den har allt! Jag är så glad över att befinna mig i ett land där det finns utrymme för en tidning som i samma nummer kan publicera ett åtta sidor långt reportage om camembert, lära ut om vilka ostar som man ska äta på våren, gå igenom den franska regionen l’Auvergnes tio bästa ostar samt vilka viner från samma region som passar bäst till, ett uppslag om vackra ostknivar och massa, massa recept och tips”. Hvilket held, at man kan abonnere på dette Frankrigs cheese monthly selvom man bor i Skandinavien! En anden god osterelateret nyhed (ja, jeg ved godt at du ikke kan lide ost, kære nabo, og jeg beklager meget. Men det her er altså vigtigt!) er, at sidste uges ost var intet ringere end selveste Charles de Gaulles yndlingsost! En Mimolette extra vielle fra Lille. Den blev opfundet på Louis XIV’s foranledning, da han ønskede en fransk og forbedret udgave af den hollandske Edamer. Og jeg kan godt forstå, hvis både han og Charles var tilfreds med resultatet. Ifølge min ostebog smager denne halvandet år gamle ost ”strengt og pikant”, og jeg tror jeg giver den ret.

Fromage Gourmand!!

Mimolette

Tilmed er jeg blevet et år ældre siden sidst, kære nabo. Og det mærkes. Eller også er det bare dårlig kondi. Men jeg er stadig yngre end Lady Gaga, hvilket synes at være den nye indikator for, om man er ung eller gammel. Min fødselsdag blevet fejret på passende vis med champagne, kanelbullar og smukke, gamle dannebrog – men jeg savnede altså det vanlige fødselsdagsparty-klientel (inklusive den tossede nabo og hendes tvivlsomme gaver i form af gratismagasiner og åbnede rødvine), Ceres Top og kagebord og ikke mindst en god skattejagt. Vi var i stedet på shopping og indoors-outdoors-wine-picnic, og det var også særdeles hyggeligt. Det er også blevet sommer i Paris (igen, efter en mindre pause) og her er så ulideligt varmt, at jeg hverken kan overskue at læse til min gangster film-eksamen (!!) på lørdag (!!) eller at have tøj på kroppen. Åh. I dag gav jeg således op og gik i parken iført mine korteste shorts. Tilsyneladende sammen med resten af byens befolkning: man kunne dårligt se græsset for franskmænd og små, tykke andedyr, der alle var desperate for at finde en plads i skyggen. Men jeg var nu heldig og det lykkedes mig både at undgå at falde om at hedeslag og at lave noget fornuftigt. En udmærket mandag.

Dannebrog på Louises computer og vores initialer skåret ud i appelsinskal med den nyindkøbte appelsinskræller!

Fødselsdagsmorgenmad

Til sidst vil jeg, måske som en forsmag på mit kommende blogprojekt, bringe en af de bedste opskrifter fra den føromtalte, helt fantastiske Beverly Hills-kogebog. Louise og jeg fik denne aften endelig anledning til at teste både en opskrift på cognac-flamberet kanin (nu kan jeg endelig sige at jeg har sat ild til et kæledyr!) og Kellys lækre Pool Party snacks: Pigs in Blankets.
"Kelly har inviteret til et af sine berømte pool-parties. På West Beverly High har man faktisk ikke snakket om meget andet den sidste uge. Steve har lovet at være bartender - og forsikrer, der kun vil bliver serveret non-alkoholic drinks".

Til 12 pigs skal du bruge:

12 cocktail-pølser (da Carrefour desværre ikke fører dette sublime produkt, brugte vi med succes almindelige pøller skåret i mindre stykker. Det kan faktisk godt spises.)
1 dåse croissantdej
Sådan gør du:

Rul dejen ud på et bord drysset med lidt mel. Skær eller klip den i mindre trekanter – 12 stk. i alt. Rul pølserne ind i dejen, læg dem i et ovnfast fad og bag dem ved 200 grader til de er gyldne, cirka 12-15 minutter. Serveres med sennep og ketchup.

Det var alt for denne gang!

Puss